Konditoriet Kageriget fik hjælp til at etablere sig i Vejen

Københavnsk iværksætter valgte Vejen

I 2008 flyttede konditor Anita Nielsen fra København til Vejen. Hun vurderede, at en placering i Trekantområdet var det bedste fundament for at skabe succes som iværksætter. Og det er lige netop, hvad Kageriget er blevet.

Det hyggelige konditori Kageriget trækker brudepar langvejs fra. Når det kommer til bryllupskager er Anita Nielsen specialist, og endda en så anerkendt én af slagsen, at hun også havde en kagesprøjte med i Kronprinsparrets bryllup i 2004.

Dengang boede hun stadig i København. Men siden hun startede sin egen forretning i 2008, har hun boet i Vejen kommune. Et valg, hun tog, da iværksætterdrømmen skulle realiseres. Det var nemlig vigtigt for hende at have en central geografisk placering – både i forhold til den fysiske butik og netbutikken.

“Jeg overvejede ret hurtigt Trekantområdet, fordi nethandel kræver levering i hele landet, og så er det væsentligt med en god infrastruktur og acceptable trafikale forhold ind og ud af byen. Derudover var der ikke så mange om markedet, så jeg tænkte, at der var gode muligheder for virkelig at udvikle, tænke nye tanker, have indflydelse og præge udviklingen,” siger Anita Nielsen.
Og hun har ikke fortrudt valget. Tværtimod. Takket være masser af talent, gå-på-mod og hjælp fra kommunens erhvervscenter, er butikken i Holsted blevet en god forretning. Anita Nielsen har også tanker om, hvordan hun udvikler sin forretning fremadrettet.

“Det har været et godt sted at starte op som selvstændig. Både på grund af den hjælp, jeg har fået, og fordi omkostningerne til blandt andet husleje er forholdsmæssigt små. Der sker en masse i områdets erhvervsudvikling inden for fødevareindustrien, og her ser jeg synergimuligheder. Det vil også være en god måde at få en stor produktion og samtidig have et udstillingsvindue ved at samarbejde med andre,” siger hun.