IVER AWARD 2017

Og vinderne er…

 


1. pladsen gik til eMailPlatform – DK

– som leverer et business intelligence værktøj med muligheder for at skabe og eksekvere omni-channel kampagner, hvor andre firmaer bl.a. kan opbygge deres marketingskampagner og sende dem ud til deres kunder på e-mail eller sms.

Iværksætteren bag er Kim Østergaard, der er en erfaren iværksætter med flere virksomheder bag sig. Kim har formået at etablere virksomheden med egne midler og trods den store vækst, en aktuel medarbejderstab på over 50 samt etableringen af et professionelt advisory board, er virksomheden fortsat en selvfinansierende og profitabel softwareservice leverandør til dens over 10.000 kunder.
eMailPlatform sætter en ære i at gøre et stort socialt arbejde, og forærer hvert år software væk for millioner til NGOer og non-profit organisationer.

Det langsigtede formål med udviklingen af eMailPlatform, er at børsnotere virksomheden, og lave en fond der skal uddanne og udvikle børn med med særlige intelligenser.

eMailPlatform vinder 1. pladsen i Trekantområdets iværksætterpris, da virksomheden sideløbende med god service og drift for nuværende kunder arbejder hårdt på konstant innovation og udvikling, imens man forbereder sig på den eksplosion i kundetilgangen, der over de kommende par år forventes at 40-doble årsomsætningen.


2. pladsen gik til CARE4FARM, NIELS BJERRE, KOLDING

Bag Care4farm står 4. generations landmanden og idémageren, Niels Bjerre, der har formået at bruge en eksisterende teknologi på en nyskabende og innovativ måde.

Opfindelsen, Stackview, er et spyd, der kan måle temperaturen på store bjerge af høstet korn eller grøntsager. Den indbyggede GPS sikrer, at landmændene får besked via en app, hvis temperaturen bliver for høj eller lav, hvilket er afgørende for fødevarernes holdbarhed og levetid. På verdensplan mistes 30 procent af fødevarerne fra jord til bord på grund af dårlig opbevaring.

Niels Bjerre vinder 2. pladsen i Trekantområdets iværksætterpris, da han med Care4farm har taget skridtet ud i at realisere sin passion for at mindske verdenens fødevarespild og ikke mindst det elforbrug, man hidtil har brugt på konstant at blæse luft ind i kornet for at stabilisere temperaturen.


3. pladsen gik til Bridgewalking

– som er en unik oplevelse, der kun findes 4 steder i verden: I Brisbane og Sydney i Australien, i Auckland på New Zealand og nu altså også på Den Gamle Lillebæltsbro mellem Fredericia og Middelfart.

Attraktionen, der er blevet til efter ide af en lokal borger i Middelfart, er indviet 10. maj 2015 og tæller i dag 54 ansatte. I bestyrelsen sidder profiler fra turismeerhvervet, fra erhvervslivet og fra de to ansvarlige kommuner, Middelfart og Fredericia. Formålet er at få et turistmæssigt fyrtårn, som vil styrke turismen og øge kendskabet til området.

Bridgewalking Lillebælt, der i august rundede gæst nummer 100.000, vinder 3. pladsen i Trekantområdets iværksætterpris, da virksomheden, på trods af hvad der på papiret kunne virke som et umuligt projekt, har formået at etablere en populær turistattraktion i toppen af en bro, der samtidig er en vigtig færdselsåre. Virksomheden har i 2015 og 2016 brugt overskuddet til at nedbringe gælden og vil, når gælden er nedbragt, fremover bruge overskuddet til udvikling af turismen i området.